Selvværd er et af de mest omtalte emner inden for personlig udvikling og coaching. Mange søger bedre selvværd gennem kurser, bøger og terapi. Men hvad hvis hele idéen om selvværd er misforstået?
Hvad hvis du ikke har lavt selvværd – men blot oplever bedømmende tanker om dig selv?
Inden for De Tre Principper peger vi på noget enkelt:
Selvværd er en følelse – og følelser skabes indefra gennem vores tanker i øjeblikket.
Vi er ikke født med tanker om selvværd. Små børn går ikke rundt og overvejer, om de er gode nok. Før vi begynder at analysere os selv, er vi bare til stede i livet.
Forestil dig en baby med lavt selvværd. Det giver ikke mening.
Det er først senere, når vores intellekt begynder at sammenligne, analysere og vurdere, at vi – helt uskyldigt – kan komme til at tro, at vi mangler noget.
Lavt selvværd og højt selvværd skifter hele tiden
Set gennem forståelsen af De Tre Principper er både lavt selvværd og højt selvværd blot midlertidige oplevelser skabt af vores tænkning.
Vores oplevelse af os selv kan ændre sig fra øjeblik til øjeblik afhængigt af vores sindstilstand.
Den ene dag føler vi os kompetente og rolige. Den næste dag kan de samme tanker føles tungere.
Det betyder ikke, at dit værd har ændret sig.
Det betyder blot, at dit sind er i bevægelse.
Intellektet forsøger at putte os i kasser: god nok, ikke god nok, succesfuld, utilstrækkelig.
Men vi er ikke kasser. Vi er liv i konstant bevægelse.
Når vi stopper med at lede efter selvværd
Mange forsøger at opbygge selvværd som om det er noget, der skal skabes eller forbedres.
Men hvad hvis selvværd ikke er noget, du skal opnå – men noget, der naturligt viser sig, når du ikke er optaget af at vurdere dig selv?
Mange oplever et stærkere selvværd, når de er optaget af livet frem for optaget af sig selv.
Når vi ikke forsøger at leve op til en idé om, hvordan vi burde være – vores egen eller den vi forestiller os, andre har – opstår der ofte mere ro, mere lethed og mere autenticitet.
Som coach oplever jeg ofte, at mennesker allerede har det, de leder efter. Det bliver bare overskygget af tanker om, hvordan de burde være.
Du er allerede værdifuld
Naturen skaber unikke individer.
Alligevel bruger mange energi på at sammenligne sig selv med andre og forsøge at passe ind i bestemte normer.
Hvorfor?
Fordi vi tror, at vores værdi afhænger af, hvordan vi præsterer, ser ud eller bliver vurderet.
Men ifølge forståelsen bag De Tre Principper er menneskelig værdi ikke noget, vi opnår – det er noget, vi allerede har.
Du er værdifuld, fordi du er i live.
Ikke fordi du passer ind i en bestemt kategori.
Stop med at holde vejret i skoven
Mange leder efter selvværd udenfor sig selv – som om det er noget, der skal findes.
Men det svarer til at stå i en skov og holde vejret, mens du leder efter luft.
Luften er allerede omkring dig.
Du kan roligt sænke skuldrene og trække vejret.
Har du lyst til inspiration i indbakken?
Følg med på instagram, Facebook & Youtube
Hver 14. dag får du en kort indsigt om tanker, adfærd og vores mentale design.
Ingen støj. Ingen selvoptimering. Ingen ting du skal fikse. Bare et klart perspektiv, du kan læse på under 2 minutter — og mærke resten af dagen.
Små mails med store perspektiver.